En faktura er et juridisk dokument, der skal sikre, at du får betaling for dine varer eller ydelser. Derfor er der en række lovmæssige og skattemæssige krav, der skal være opfyldt, så der ikke kan opstå misforståelser eller tvetydigheder, der trækker betalingen i langdrag.
Men fakturaer behøver ikke være kedelige af den grund.
Fakturaen er din sidste kontakt med kunden, og derfor er det en oplagt mulighed at benytte fakturaen til at fremme et mersalg eller markedsføre andre produkter og ydelser, som kunne være relevante for kunden f.eks. 10 pct. rabat ved næste køb eller gratis levering.
Vær diskret med tilbud i fakturaer
Det er selvfølgelig vigtigt, at teksten i dit eventuelle nye tilbud er kort og præcis, så den ikke kommer til at overskygge fakturaens egentlige formål - at få betaling for dine varer eller ydelser. Men ellers er der rig mulighed for at være kreativ, så din faktura skiller sig ud fra de andre fakturaer i bunken, og samtidig får du opretholdt en god relation til dine kunder.